Hej
jeg hedder Effie.
Jeg kom til verden tirsdag den 20. marts 2007 i Odder, hos Kennel Kojima. Allerede kort tid efter min fødsel ringede min opdrætter, Anette, til Janni for at fortælle, at jeg var blevet født. Landet lå nemlig således, at Janni for flere år siden, havde bestilt en hvalp, der så lige så speciel ud, som jeg gør. Selv om det kun var for sjov, at Janni havde sagt det, så syntes Anette alligevel at hun skulle vide det. Jeg var faktisk allerede solgt.
Men efter at mine opdrættere havde haft mig i noget tid, fik de en mistanke om, at jeg ikke kunne høre. Jeg kom ikke sammen med de andre hvalpe, når nogen kom ind ad døren. Jeg reagerede ikke på, at man f.eks. smed et bundt nøgler bag mig. Derfor tog Anette mig til dyrlægen, hvor jeg fik lavet en høretest. Og rigtigt nok, jeg var døv.
Den ejer der skulle have haft mig, kunne ikke længere tage mig, da jeg skulle have været brugt til at ride med i skoven, sammen med hestene. Og det kan man ikke bruge en døv hund til. Så for at gøre en lang historie kort, så endte det alligevel med, at jeg kom til at bo hos Janni og Kevin. Jeg flyttede ind hos dem den 25. maj 2007.
* * *
I dagligdagen mærker vi ikke at Effie er døv. Selvfølgelig kommer hun ikke når vi kalder, men via håndtegn kan hun nøjagtig de samme ting, som vores 2 andre hørende hunde.
Hun har været meget nem at opdrage, da hun elsker at arbejde, og hun elsker at gøre det vi beder hende om. Hun er "arbejdsliderlig". Hun har ingen sociale skavanker, selv om hun ikke kan høre. Hun klarer sig fint i samspillet med både vores andre hunde, men også fremmede hunde hun møder. Hun er meget dygtig til at aflæse både hunde og menneskers kropsprog. Hun er meget kærlig og glad. Og vi har ikke oplevet ret mange ting, som hun har været bange for.
Pt. går vi til hvalpetræning med hende, men det er meningen, at hun på sigt, skal starte med agility. Og med den iver og selvtillid hun lægger for dagen, kan jeg ikke forestille mig, at det bliver noget problem.
* * *
Januar 2011: Der er gået noget tid siden sidste opdatering. Effie er nu 3 år, og er ved at være dygtig til agility. Vi skal lige have de sidste ting på plads, og så er det ikke usandsynlig, at det bliver til sommer, vi skal deltage i vores første konkurrence. Pt. sætter vintervejret dog en stopper for de store agility-udfoldelser, men det håber vi snart, at der bliver bedre. Vi glæder os i hvert fald til at komme i gang igen.